Klubbens historie

Sådan begyndte det...
I foråret 1917 begyndte man så småt at spille fodbold i KFUM, men først i 1918 blev det organiseret, hvad der fremgår af månedsbladet for april 1918, hvor der står: »Idræt i KFUM. Da det i sommer påtænkes at drive vor idræt under fastere former end tidligere, er der i den anledning berammet et møde til søndag den 12. april kl. 3, hvortil alle medlemmer og gæster af HA og UA, der har interesse for sagen, bedes give møde«. Mødet blev holdt - idrætsafdelingen var startet. Det fremgår også af månedsbladet for maj 1918, hvori der står:
Til sporten på Færgebakken kan alle gæster og medlemmer af HA og UA komme med, nar der lægges et lille kontingent til kassereren for KFUM's idræt, montør Jepsen, der også modtager indmeldelse.
Der vil blive spillet fodbold den 1., 3. og 4. søndag i måneden så tidligt om morgenen, at vi alle kan nå at komme i kirke. Angående klokkeslæt nærmere bekendtgørelse, samt hver onsdag kl. 71/2 - 9. Kl. 9 samles vi i udgravningen til aftenandagt«.

De første år på Færgebakken:
Træningen kunne begynde når fårene var flyttet
Kl. er godt 7 onsdag aften. Drenge og unge mænd kommer i hurtig gang ud ad Viborgvej. I handlen bærer de fodboldstøvler, der i parentes bemærket er lavet af stof og har lædersnude med jernplade indeni samt en læderlap på hver ankel. Vel ankommen til Færgebakken går man i gang med at flytte fårene. Omklædingen foregår på åben mark. Fodboldbanen ligger højt og stormomsust med en herlig udsigt over Silkeborg Langsø til Hvinningdal og Funder Bakker.

 

Snart er spillet i gang. Holdene er meget uensartede, der er bade seniors og juniores, ja, også en enkelt dreng med, men hvad gør det? Der skal kæmpes, og der bliver kæmpet. Tværs over banen går nogle dybe furer, som man skal tage sig i agt for.

Den ildnende anfører er Aa. Ewald Sørensen. Ustandselig kommer han med tilråb som: »Du må ikke give op, du skal blive ved med at hænge på ham, han må ikke få ro«, eller: »Og så det lange ben!«. De, der bar spillet sammen med ham, vil mindes ham som den prægtige ven og kammerat, han var, og de, der var juniores dengang, var stolte over hvert rosende ord fra ham.

Det sker mange gange i aftenens lob, at bolden forsvinder ud over kanten og triller ned i grusgraven. Den nærmeste spiller farer straks efter den, og spillet kan i løbet af kort tid genoptages - dog må den spiller, der bar hentet bolden, have støvlerne af for at tømme dem for sand. Efter kampen eller træningen samles vi i den lille »gryde« bag det østlige mål for at synge aftensang, og en af de ældre spillere holder en kort andagt. Nogen rationel træning blev det ikke til, dertil var banen for dårlig, og alligevel lærte vi en mængde teknik.

Vor bedste spiller - måske den bedste spiller, Silkeborg har fostret - var uden tvivl Johs. Rosenlrøwe (senere sognepræst i Smidstrup). Han var i besiddelse af en eminent kontrol over bold og krop, en fremragende spiller i enhver situation. Af andre spillere fra den tid kan nævnes Aa. Ewald Sørensen (senere kordegn i byen), A. og Johs. Kruse, Axel Pedersen, Emanuel Svendsen og fra et lidt senere tidspunkt Chr. Vad.

KFUM-Parken: Klubbens centrum gennem 40 år
Fra Færgebakken over Sandgraven og Sølystvej til Søholt.

Færgebakken var gennem de første år hjemstedet for klubbens liv og virke, men læs på læs blev kørt væk fra grusgraven, så det ene mål truede med at styrte ned. Kommunen henviste da klubben til pladsen ved Sanatorievej, Sandgraven kaldet, og forholdene her var ikke stort bedre, eksempelvis måtte omklædningen stadig foregå i det fri.

Det kunne ikke blive ved at gå - det så klart Andreas Andersen (senere formand for KFUM's Idrætsforbund, og formand for Dansk Volleyball-forbund), da han i 1925 kom i klubbens bestyrelse. - I 1926 - 27 lejede man sig så ind på nogle baner på Søholt, men besluttede, at nu skulle man have egen plads.

Med Andreas Andersen som primus motor og ved mange andres fortrinlige indsats, offervillighed og gåpåmod lykkedes det at skaffe så mange penge, at man kunne købe arealet på Sølystvej. Tilplantning og anlægning blev påbegyndt - og det kan Frandsen tale med om - og endelig i sommeren 1930 kunne KFUM-parken indvies.

Under besættelsen blev pladsen beslaglagt og ødelagt af tyskerne, således at banerne måtte lægges om, for en stor del for penge, der blev skaffet ved en storstilet »Parkindsamling«, og først i 1951 kunne hele anlægget med fodbold-, håndbold- og tennisbaner samt de to klubhuse genindvies.

Det går de fleste medlemmer sådan, at de kommer til at holde af det intime og - synes vi selv - hyggelige idrætsanlæg, hvortil så mange minder knytter sig, og vi vil med angst og bæven følge de forhandlinger, der nu skal afgøre KFUM-parkens skæbne. Det vil blive en trang tid, hvis vi atter skal spredes på de kommunale baner, men sådan behandler man vel heller ikke en 40­årig klub, der gennem snart 30 år selv har drevet idrætsanlæg - eller gør man?

- Således var situationen i 1958, hvor ovenstående spørgsmål blev stillet. Hvad var der da under opsejling?

Redaktionen tillader sig her at henvise til indlæggene fra V. O. Jorn, hvor KFUM-parkens videre skæbne er beskrevet, indtil der blev sat et endeligt punktum i foreningens historie med udflytningen til Søholt Idrætspark i 1970.

En tid på godt og ondtI årene 1918 - 33 spillede klubben udelukkende i KFUM's landsturnering. Resultaterne var svingende, men en flok juniores voksede op og ejede en virkelig lyst til at gøre noget ved træningen - og resultaterne udeblev da heller ikke - der var skabt et seniorhold med slagkraft og sammenhold!

 

 

Nordjyske fodbold mestre 1927:
Bagest: M. Iversen, Agner Jensen, Andreas Andersen, Karl Pedersen, Kruse Hansen og dommer. I midten: Peter Vingborg Andersen, Bror Lykke og Immanuel Hansen. Forrest: Hans Therkildsen, Poul E. Madsen og Skovdal Rasmussen

 Jyllandsmester inden for KFUM's turnering 1932:
Siddende fra -venstre: Bjarne Madsen, Gunnar Christensen, Erik Hansen, Magnus Gadegaard, Helge Rosset og Peter Normand Petersen. Stående: Chr. Vad, Poul Ejner Madsen, Karl Petersen, Axel Søeborg, Lorens Gunnarsen, Holger Nielsen og Immanuel Hansen.

I 1927 vandtes det nordjyske mesterskab, men vi blev slået i Esbjerg 4 - 2. Året efter nåede vi også til finalen om det jyske mesterskab, men blev denne gang slået af Kolding. Igen i 1929 måtte vi se Esbjerg tage mester­skabet fra os, og først i 1932 vandt vi Jyllands-mester­skabet ved på Silkeborg stadion at slå Esbjerg KFUM med 4 - 3. Og vi genvandt mesterskabet i 1933.

Først med international fodbold...
Med hensyn til større arrangementer er det for resten værd at nævne, at KFUM til helt hen i fyrrerne var alene om at vise international fodbold i Silkeborg. Først i 1931, hvor vort kombinerede hold slog »Valur«fra Island med 2 - 1, for øvrigt det eneste nederlag, islændingene led på deres Danmarks-turne. I 1935 og 36 havde vi besøg af engelske hold, hhv. Plaiston og Dartford YMCA.

Efterhånden gik KFUM i nabobyerne med i JBU, og i 1933 startede vi da også i B-rækken, vandt vor kreds og kæmpede så i A-rækken til 1940, hvor vi erobrede kredsmesterskabet og i den sidste kvalifikationskamp slog »Alheden« 5 - 1. Det hold, der spillede os op i mellemrækken, er måske det bedste, klubben har haft. Det havde følgende opstilling: Wagner Petersen - Henry Nielsen, Estrup Nielsen - Hans Fr. Chri­stensen, Axel Søeborg, Hjalmar Hansen - Sv. Holm, Harald Lohse, Henning Bølcho, Lorentz Sørensen og Poul Madsen.

Mod slutningen af besættelsen blev det trangt for vore fodboldfolk, så vi kunne begynde forfra i B-rækken. Vi var igen i 53 på nippet til mellemrækken, men blev standset af Brædstrup.

 

Serie 3 1955: Paul Jensen, Preben Bonde, Orla Henriksen, Bjarne Kragh Pedersen, Ib Jessen, Aksel Kristiansen, Poul Digmann, Erik Herping, Harry Pedersen, Børge Hultquist og Oluf Nielsen Jorn med sine "putter"

20 år i KFUM's fodboldafdeling
Var det en tilfældighed, at jeg var med i disse år? Det tror jeg ikke. Jeg havde spillet fodbold i KFUM som dreng i 30'erne på den "ny bane" i KFUM-Parken på Sølystvej.
Jeg boede dengang i en baggård, Vestergade 121. Min mor var et troende menneske, og det var derfor naturligt, at vi kom i KFUM. Vi var spejdere hos tropsfører, sæbehandler Knudsen, Nygade, og vi spillede altså fodbold "derovre".

"Derovre". Hvad vil det sige? Det vil sige, at det var som at rejse til et andet land. Jeg cyklede over Kærsgårdsbroen til Alderslyst. På den anden side broen lå kun Gl. Kjærsgård - nu Impala. Der var kun en vej, der gik lige ud til Østerbording, ikke en eneste vej til højre. Der var kun korn, græs og køer. Jeg havde lov til at løfte pigtråden, og jeg kunne så gå eller cykle langs søen, til jeg kom til det første hus på Sølystvej. Her boede brødrene Sørensen, slagtere (nu Ali Hamann). Næsten over for var indgangen til KFUM-parken, »Den gyldne Port«. Det var helt fantastisk, hvad nogle fremsynede mennesker her havde skabt. Når jeg tænker tilbage på den tid, mindes jeg navne som Søeborg, Balle, Bjarne Madsen, Krag P., Skovdal R., Manne med flere, der spillede på vort førstehold. De var stærke. De spillede i mellemrækken sammen med SIF og ABK. Der var ikke den store forskel på de tre hold.

Alt dette var altså i trediverne. Jeg var borte fra byen nogle år og kom hjem igen sidst i fyrrerne for at læse til lærer.

En kendt spejderfører og også engang fodbold­formand, viceinspektør Chr. Vad, spurgte mig, om jeg ville hjælpe til med træningen i KFUM? Det sagde jeg ja til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg tog rigtig fat, for det hele fik en anden start, end jeg havde regnet med. Det sociale boligbyggeri opførte blokke på Langelinie, og KFUM blev pålignet gadegæld langs denne gade på ca. 24.000 kr., hvilket var mange penge dengang. Man så dengang ingen anden udvej end at sælge fem byggegrunde langs Sølystvej.

På disse lå et grundmuret klubhus, der var to tennis­baner med et lille omklædningsrum, en mindre bjælke­hytte og en skøn bålplads med en smuk flagstang. Man troede, klubhuset kunne flyttes, men det var for besværligt og for dyrt, og det hele blev revet ned. Det så sørgeligt ud.

Det var ikke mærkeligt, at alle ledere var gået bort i sorg. Nej, der var en, der var gjort af et særligt stof. Han hed H. P. Rasmussen, men blev altid kaldt H. P. Ja, det hedder han endnu, og han bor stadig på Ravnholtsvej. Jeg tror, det var ham, der fik mig i gang. Jeg var blevet lærer på Nordre Skole. Fra denne skole fik KFUM mange spillere. Det var helt naturligt, at jeg gik over i KFUM-Parken for at hjælpe til med træning.

Det var et strengt arbejde i starten. Alt var kaos. Finn Såby og jeg kørte rundt på cykel for at kræve gammel kontingentrestance ind. Det var vort første møde med mange søde forældre til de drenge, vi trænede.

Ved siden af gadefejning på 200 meter, opkridtning af baner, opsætning af raftehegn, vedligeholdelse af de mange store træer, der omkransede banen, fulgte det daglige arbejde med drenge og seniores.

Og endnu en ting skulle bringes i orden: Klubhus. Der var ingen steder at klæde om. Vi blev af Silkeborg kommune overdraget badeanstalten på Sølystvej til nedrivning. Af disse materialer byggede vi i sommeren 1960 et klubhus for ca. 6.000 kroner. Det blev bygget af medlemmer og forældre. Nogle søde håndværkere lavede det, vi ikke kunne eller måtte. På billedet ser vi en person, der kigger ind ad døren, derefter en »fodboldstjerne«, undertegnede (meget glad og stolt). Næste stolte er H. P., så kommer to »kanoner« fra den tid, Preben Niebuhr og Finn Såby. Senere i sommeren 1965 fik vi endnu et klublokale. Det var det rene luksus.

Fra denne tid husker jeg mange glade ture med putter, drenge, juniores og seniores. Jeg husker oprykning til serie to med Svend Fisker som træner.

 

Jeg husker turen til Hellebjerg i 1968 med Malling og undertegnede som ledere for drengehold og juniorhold, der vandt guld og sølv. Jeg husker et hold til venskabs olympiade i Savonlinna, hvor jeg var holdleder i fodbold, og spillerne vandt guld. På dette hold var der flere med fra KFUM.

Men jeg må indrømme, at det daglige arbejde blandt drengene var det, der stod mit hjerte nærmest. Jeg husker også, da vort puttehold vandt en stor sølvpokal på stadion over SIF til klubbens 50 års jubilæum. Det var som at vinde verdensmesterskabet.
Hvor blev de år af? Jeg var med i arbejdet i ca. 20 år. Det er en tredjedel af klubbens levetid. Af de år var jeg formand i ca. ti år. Det »lille nap«, jeg ville give sam­men med mange andre ledere, blev for mit ved­kommende længere, end jeg havde tænkt mig. Og hvorfor?

Fordi jeg aldrig har mødt så strålende kammerater, som dem, jeg mødte i KFUM's fodboldafdeling. Der var en atmosfære på det gamle anlæg, en intimitet, nogen udefinerligt. Det var bare vores egen plads, med alle de mangler og fordele, den havde.
Nu får I en oplevelse fra en fodboldkamp i KFUM-parken:
Det er herligt vejr. Der er kamp på banen. Vi sidder på nogle stole langs banen. Kampen går i stå. Spillere og dommer stirrer på noget, der går over banen - over mod undertegnede og frue. Hvad var det? Det var Lasse, min gravhund. Den bar en kæmpe-rotte i sin mund. Den havde fanget den ude i det store granhegn, der omkransede banen. Den ville bare aflevere den til Ellen og mig.

 

Holdet, der rykkede op i serie 2 i 1962, bestod af :
Kurt Rasmussen, Holger Malling, Niels Jørgen Jensen, Jørgen Durr, Leif Dahl, Leo Henriksen, Knud Nielsen, Kaj Nielsen, Kurt Jensen, Preben Niebuhr og Bjarne Henriksen Jorn og miniputter overrækker blomster, da oprykningen var sikret

Miniputter (7-]0 år) i KFUM-Parken 1969 Trænere: Ib Jessen, Finn Saaby og Poul Hald

Tiden gik. Vi måtte se i øjnene, at forholdene var for trange. Vi havde næsten 100 putter i alle størrelser og aldre, mange drenge, to juniorhold, to ynglingehold og flere seniorhold.

Håndbold var for længst flyttet. Vi lånte Nordre Skole til træning og især til omklædning og bad. Det hele var for besværligt. Vi måtte flytte, men hvorhen? Silkeborg kommune havde skabt et nyt anlæg på Søholt. Der kunne vi komme ud. Vi var nogle få, der kunne tænke os, at KFUM købte en gård eller et stykke jord i udkanten af byen. Vi var også ude at se på noget, men det lod sig ikke gøre. Det måtte derfor blive udflytning til det store Søholt-anlæg. Jeg havde bestemt, jeg ville slutte arbejdet ved udflytningen. Det var der også andre, der ønskede. Vi kunne ikke flyttes. Det nye blev noget helt andet. Andre kom med derovre på Søholt, og det går jo bare godt. Til slut vil jeg takke alle, der var med til at hjælpe på det gamle anlæg. Tak til alle forældre og ledere. Men to navne var med og må ikke glemmes i dag. Det er H. P. Rasmussen og Therkil Hansen - »Therkil«, som vi gravede frem i den i KFUM-Parken berømte »kroketklub«. Jeg tror, at de blandt andre er med til, at vi i dag kan fejre 60-års jubilæum.

Idrætshuset

Den 22. august 1971 blev Idrætshuset officielt indviet. Det første initiativ til huset blev taget i foråret 1969, hvor et byggeudvalg formulerede ønsker og fik fremstillet tegninger over projektet.Nu blev KFUM-Parken ved Langelinie solgt. Den handel gav klubben 250.000 kr. netto, idet den blev solgt for 300.000 kr., og den dannede således økonomisk baggrund for det senere byggeri.

Fra byggeperioden
I april 1970 var vi klar til byggeriet, og allerede 10 måneder senere kunne klubhuset tages delvis i brug. Grunden til at indvielsen ikke fandt sted i foråret 1971 var, at vi også ønskede de ydre omgivelser klargjorte. Idrætshuset har 6 omklædningsrum, 2 store og 4 min­dre, trænerrum og dommerrum. I mellemgangen mellem de to sektioner er der boldrum og toiletter, og den anden sektion indeholder bestyrelseslokale, køkken, kantine og klublokale.

Vi har haft 3 bestyrere i Idrætshuset. Først Else og Anders Møller Hansen fra 1971 - 75. Derefter Rita og Dan Niebuhr 1975 - 77. I marts 1977 ansatte vi Marli og Niels Thygesen, som ligesom de to første bestyrer­par rigtigt forkæler brugerne af klubhuset. Idrætshuset drives som en selvejende institution. Dens første bestyrelse var Leif Allentoft, Jørgen Hansen og Niels Toft, som alle lavede et enormt arbejde for at få klubhuset op at stå.

I jubilæumsåret er Allentoft stadig formand, medens Tage Nielsen, husets arkitekt Eskild Hermansen, og Knud Trier er de andre medlemmer af husets bestyrelse.

I KFUM-Parken syntes vi, at det var luksus, da vi fik et lille træ-klubhus. Med indvielsen af Idrætshuset må vi sige, at de ydre forhold til et virkeligt klub liv var til stede.

Årene, der er gået, har da også vist, at medlemmerne forstår at gøre brug af dette. Bordtennisafdelingen blev startet på baggrund af bordtennisbord i klubhuset. Volleyballafdelingen har en udendørsbane ved Klubhuset, og håndboldafdelingen har fået samling over sommerhåndbolden. Til hverdag og fest har vi forhold, som mange andre klubber misunder os, og vi er glade for Idrætshuset.

Når man skal beskrive en periode i en klubs levetid, vil det være naturligt at tage udgangspunkt i situationen ved denne periodes begyndelse.

I 1978 var KFUM kendetegnet af en stor ungdomsafdeling, og en beskeden seniorafdeling.

I jubilæumsåret 1993, er situationen len omvendte. Vi har aldrig før været så mange seniorspillere, men til gengæld har vi ikke så mange ungdom spillere, som for blot nogle få år siden.

Ungdomsfodbold

Ungdomsafdelingen var helt klart klubbens stolthed sidst i halvfjerdserne. Ikke nok med at vi var blevet Jyske metre i drenge A i såvel 1976 som i 1978, men såvel styrkemæssigt som antalsmæssigt havde ungdomsafdelingen al­drig været bedre. Fra midten til slutningen af halvfjerdserne havde vi haft fine placeringer i de forskellige ung­domsrækker. I årene 1976 -1978 havde i således mindst et mesterrækkehold pr. år.

I begyndelsen af firserne var der stad­ig mange ungdomsspillere i klubben, i de år blev der gjort meget ud af at sende holdene til turneringer, eller på andre ture. I 1980 var vores juniorpigehold (der i 1979 var blevet Jyske mestre som pige­spillere), således en uge i USA. Dette talentfulde hold, der bl.a. talte den senere landsholdsspiller Annie Garn, blev trænet af Ernst Beck, der samtidig var træner for dameseniorerne. Året efter var vi til Norway Cup, hvor juniorpigerne mødte deres ameri­kanske venner, og tog disse med på genvisit til Danmark. I både 1982 og 1984 havde vi flere hold med i Denmark Cup i København, ligesom sommerlejren i Frørup var en tilbagevendende begivenhed.

Det naturlige grundlag for en klub, nemlig børnene, var ved at forsvinde fra området omkring Søholt stod klart hen i firserne. En række fremsynede mennesker mente at vi måtte indrette os efter det­te, og på hovedbestyrelsesmødet den 14.02.84 blev det besluttet, at forsøge at starte op på Vestre Skole. Primus motor i dette projekt var den gamle kæmpe Leo Henriksen, og han fik Kim Rasmus­sen, Knud Pedersen og Søren Sørensen med på ideen. Der blev delt løbesedler ud i området, og den 10.04.84 var man klar til første træningsdag. Der mødte 25 børn, i alderen 6 til 12 år. Man spille­de alene syvmands fodbold, og inden året var omme, var man oppe på 60 medlemmer. Året efter voksede med­lemstallet endnu mere, og man deltog i SEG turneringen. Igennem flere år var der hold med i alle aldersklasser fra microputter til drenge, og mange trænere har siden været med på banerne ved Solbakkevej.

Desværre er der i jubilæumsåret 1993 ikke så mange ungdomsspillere tilbage i Silkeborg KFUM. Der er dog heldigvis en stor flok microputter, som under Erik Østergaards og Morten Vestergaards ledelse spiller på livet løs.

Herresenior

Seniorafdelingen har ikke hævdet sig, hvad angår del­tagelse og placeringer i de højere rækker. Klubbens højest rangerende hold har været i serie 2 i en kort periode men har ellers i mange sæsoner spillet i serie 3. Med den stærke ungdomsafdeling, som vi efterhånden har fået opbygget, er det tvingende nødvendigt, at vi kommer noget højere op i rækkerne, da vi ellers ikke kan påregne at beholde de mest ambitiøse spillere. Desværre måtte vort 1. hold i sæsonen 1977 tage turen ned fra serie 3 til serie 4, mens vort 2. hold i serie 5 rykkede op i serie 4.

Sæsonen 1978 starter altså med 2 serie 4-hold. Vort store håb her i jubilæumsåret er naturligvis at komme tilbage til serie 3, og med det spillermateriale klubben trods alt råder over, er det ikke urealistisk at tro på det. De fleste af spillerne er unge mennesker, som er startet som seniorer inden for de sidste 3 år. I 1979 rykker det første kuld spillere, som i ungdoms­afdelingen er blevet hærdet i mesterrækkekampe, op i seniorafdelingen, så vi har det store håb, at disse unge mennesker har sat sig det mål at være med til at bringe deres klub frem i rampelyset, således at KFUM også hos seniorerne bliver en klub, der lægges mærke til. Skønt de lidet flatterende resultater hersker der et meget fint sammenhold spillerne imellem. Dette har flere årsager: Som nævnt i afsnittet om ungdomsafdelingen er mange af spillerne træner for drengene og som følge heraf har de virkelig en stor interesse i klubbens affærer og alle medvirker til at få det til at »køre«. Også privat ses spillerne. KFUM er for de fleste ikke bare et sted man er 4 timer om ugen. Det er virkelig et led i manges tilværelse at være med i arbejdet. På det sidste er der arrangeret forskellige ture til såvel ind som udland. I maj 1977 var en gruppe på 45 personer til landskamp Polen-Danmark i København og i novem­ber 1977 var 20 personer i London i 5 dage bla. a. for at overvære kampen Queens Park Rangers mod Man­chester United.

Sådanne ture er yderligere med til at få sammentømret vore spillere, ledere, trænere samt bestyrelse. Og vi vil da også fremover gøre det til en tradition i klubben at arrangere sådanne ture.

Endvidere har vi i 1978 en uge før sæsonstarten arran­geret en træningslejr i Nykøbing Mors. Et ophold vi venter os meget af, og som skal være medvirkende til at vi kommer godt fra start i jubilæumsåret.

Et særligt islæt i foreningen er »de gamle« som år efter år henter store sejre til klubben. I 1967 spillede old­ boyserne serie 5 holdet op i serie 4. Gode resultater og fornøjelige kampe kendetegner »de gamle«, og her i jubilæumsåret 1978 er 25 af dem stadig klar til at tumle sig på grønsværen.

I slutningen af halvfjerdserne var der en vis optimisme omkring herresenior­fodbolden, idet de meget stærke årgan­ge nu begyndt at blive seniorspillere. 1979 var således året, hvor stammen fra det hold der blev jyske mestre i drenge A i 1974, rykkede op som senio­rer. Dette år blev bl.a. koryfæer som Kim Bech og Ole Vestergaard (der sta­dig er den der har »papir« på flest førsteholdskampe), seniorspillere.

1. holdet var i 1977 rykket ned i serie 4, og i 1978 var vi repræsenteret med to serie 4 hold og et serie 6 hold. Det var klubbens mål, at man så hurtigt som muligt ville tilbage i serie 3. Det skulle imidlertid vise sig at blive svært, og det var lige ved og næsten, i flere sæsoner. I 1979 var vi endda ude i omkamp om op­rykning med Sejs, men trak det korte­ste strå . Man skulle helt hen til 1981, inden der kom hul på bylden, og det endda med to oprykninger. Førsteholdet rykkede i se­rie 3, og andetholdet rykkede op i serie 4.

Træningen var inden sæsonstarten overtaget af en af klubbens store profi­ler, Per Baltzer. Per var som spiller et af de største talenter i klubbens historie, og han begyndte allerede i en meget ung alder, at træne forskellige hold, samtidig med at han selv spillede. Nu stod han så, i en alder af 25 år, med an­svaret for klubbens førstehold.

Per førte som nævnt klubben i serie 3, men ikke nok med det. Holdet spadsere­de i 1982 direkte igennem serie 3, og rykkede for første gang i »nyere tid« i serie 2.

I de følgende år etablerede klubben sig i serie 2 - godt nok blev eksistensen et par gange reddet i sidste øjeblik. Efterhån­den opstod der et ønske om at andethol­det kunne komme i serie 3, for at sikre kontinuiteten. Det skulle dog vise sig at være umuligt i de år, hvor andetholdet i KFUM opnåede ry som de evige treere. Derimod voksede bredden længere nede i rækkerne, og i 1985 kunne vi præstere ikke færre end 3 serie 4 hold. Vi har hverken før eller siden haft vort fjerdehold placeret så højt. Ved udgangen af 1986 takkede Per Bal­tzer af, og træningen blev fra 1987 over­taget af en anden af klubbens unge ve­teraner, Lars Rasmussen.

Desværre var man meget uheldige i ef­terårssæsonen, og måtte slutte sæsonen på en nedrykningsplads. Lars og holdet gav hinanden hånden på at man hurtigt ville tilbage igen, og man må sige at dette lykkedes med maner. I 1988 sikre­de holdet sig nemlig ikke alene opryk­ningen, men blev også jyske mestre i se­rie 3.

Siden er det blevet til endnu en eleva­tor tur, men fra 1992 var vi igen i serie 2, nu med Claus Toustrup som træner. I 1992 lykkedes det endvidere endeligt at få andetholdet i serie 3, således at vi i jubilæumsåret er repræsenteret i serie 2,3,5og6.

Som det fremgår af de ovennævnte trænernavne, er det i høj grad folk fra egne rækker, der har haft ansvaret for klubbens hold. Dette føler vi er den rig­tige måde at arbejde på - har nogle af vore egne evnerne og viljen til træner­gerningen, skal de også have mulighe­den for »at komme på førsteholdet«, som træner. Seniorafdelingen har ikke hævdet sig, hvad angår del­tagelse og placeringer i de højere rækker. Klubbens højest rangerende hold har været i serie 2 i en kort periode men har ellers i mange sæsoner spillet i serie 3. Med den stærke ungdomsafdeling, som vi efterhånden har fået opbygget, er det tvingende nødvendigt, at vi kommer noget højere op i rækkerne, da vi ellers ikke kan påregne at beholde de mest ambitiøse spillere. Desværre måtte vort 1. hold i sæsonen 1977 tage turen ned fra serie 3 til serie 4, mens vort 2. hold i serie 5 rykkede op i serie 4.

Sæsonen 1978 starter altså med 2 serie 4-hold. Vort store håb her i jubilæumsåret er naturligvis at komme tilbage til serie 3, og med det spillermateriale klubben trods alt råder over, er det ikke urealistisk at tro på det. De fleste af spillerne er unge mennesker, som er startet som seniorer inden for de sidste 3 år. I 1979 rykker det første kuld spillere, som i ungdoms­afdelingen er blevet hærdet i mesterrækkekampe, op i seniorafdelingen, så vi har det store håb, at disse unge mennesker har sat sig det mål at være med til at bringe deres klub frem i rampelyset, således at KFUM også hos seniorerne bliver en klub, der lægges mærke til. Skønt de lidet flatterende resultater hersker der et meget fint sammenhold spillerne imellem. Dette har flere årsager: Som nævnt i afsnittet om ungdomsafdelingen er mange af spillerne træner for drengene og som følge heraf har de virkelig en stor interesse i klubbens affærer og alle medvirker til at få det til at »køre«. Også privat ses spillerne. KFUM er for de fleste ikke bare et sted man er 4 timer om ugen. Det er virkelig et led i manges tilværelse at være med i arbejdet. På det sidste er der arrangeret forskellige ture til såvel ind som udland. I maj 1977 var en gruppe på 45 personer til landskamp Polen-Danmark i København og i novem­ber 1977 var 20 personer i London i 5 dage bla. a. for at overvære kampen Queens Park Rangers mod Man­chester United.

Sådanne ture er yderligere med til at få sammentømret vore spillere, ledere, trænere samt bestyrelse. Og vi vil da også fremover gøre det til en tradition i klubben at arrangere sådanne ture.

Endvidere har vi i 1978 en uge før sæsonstarten arran­geret en træningslejr i Nykøbing Mors. Et ophold vi venter os meget af, og som skal være medvirkende til at vi kommer godt fra start i jubilæumsåret.

Et særligt islæt i foreningen er »de gamle« som år efter år henter store sejre til klubben. I 1967 spillede old­ boyserne serie 5 holdet op i serie 4. Gode resultater og fornøjelige kampe kendetegner »de gamle«, og her i jubilæumsåret 1978 er 25 af dem stadig klar til at tumle sig på grønsværen.

Damesenior
Klubbens dameafdeling blev startet i maj 1971. Første træningsaften var der mødt ikke færre end 60 spillere. Trænerne var Preben Niebuhr og Villy Pallesen. Der blev straks tilmeldt et hold i VOBU-turneringen og denne blev vundet. De øvrige hold spillede ikke i en turnering, men »optrådte« rundt omkring til diverse sportsfester m. v. I 1972 blev træningen overtaget af Niels Esman og 1. holdet tilmeldt i JBU's serie 2. Holdet fik en 2. plads. Samme år tilmeldtes for første gang tillige et pigehold. Efterhånden dalede den overvældende interesse hos seniordamerne og 1973 - 1976 var der kun spillere til et turneringshold. Fra 1973 tilmeldtes et juniorhold.

I 1974 overtog Bjarne Hulten træningen af seniorerne mens Ernst Beck overtog ungdomsafdelingen. I 1975 var det Ulrik Rasmussen, som trænede senior­damerne. 1. holdet opnåede i alle årene fra 1972 til og med 1975 en 2. plads så det store mål fra starten af sæsonen 1976 var at rykke op i serie I. Træningen blev overtaget af Ernst Beck og Ernst Hjorth. Disse to klarede træningen af hele dameafdelingen. Men igen blev det »kun« til en 2. plads og prædikatet »de evige toere« blev hæftet på holdet. Men alligevel kom KFUM i sæsonen 1977 til at spille i serie I. I Grauballe var det efterhånden umuligt at stille et hold, men da flere af spillerne stadig var interesseret i at spil­le etableredes der en kontakt vore to klubber imellem og med velvilje fra JBU blev det besluttet, at ved ned­læggelse af Grauballes dameafdeling blev denne klubs plads i serie I overdraget til KFUM, da de resterende Grauballe-piger indmeldte sig hos os. Senere på samme sæson ophørte man med seniordame­ fodbold i Silkeborg Idrætsforening og nogle af denne klubs spillere indmeldte sig hos os. Resultatet udeblev da heller ikke og holdet rykkede un­der ledelse af Ernst Beck op i Jyllandsserien. Fra 1977 havde vi igen 2 hold i turneringen og 2. holdet opnåede en 5. plads i serie 2.

I 1977 blev 1. holdet endvidere Forbundsmester inden­for KFUM ved et stævne, som afholdtes af os på Søholt Idrætspark i juni måned. Resultatet udeblev da heller ikke og holdet rykkede un­der ledelse af Ernst Beck op i Jyllandsserien. Fra 1977 havde vi igen 2 hold i turneringen og 2. holdet opnåede en 5. plads i serie 2. Afdelingen har også haft spillere på repræsentative hold. I 1976 repræsenterede Mette Thorning og Lisbeth Esman klubben på fortræffelig vis ved at spille en god kamp på det danske KFUM-landshold ved et arrange­ment i Bremerhaven i Vesttyskland. Til sæsonen 1978, hvor træningen for 3. år i træk varetages af Ernst Beck er der igen 2 senior-hold til­meldt turneringen. For første gang i flere år må vi se i øjnene, at vi ikke kan stille et juniorhold, men vi får sandsynligvis stablet et pigehold på benene, da vi har fået en del tilgang fra Silkeborg Idrætsforening, der helt er ophørt med pigefodbold. Det vil sige, at KFUM fra og med 1978-sæsonen er den eneste klub indenfor Silkeborgs bymure, som har damefodbold på pro­grammet. I 1978 havde vi to dameseniorhold, og førsteholdet spillede i Jyllandsserien. Træner var Ernst Beck, der på det tids­punkt trænede såvel seniorer som piger. Førsteholdet rykkede lidt op og ned mellem Jyllandsserien og serie 1.

Da Ernst Beck i 1981 takkede af for at blive træner i HEI, spillede holdet i se­rie 1. Leo Christensen tog over, og førte holdet i Jyllandsserien, men man var snart tilbage i serie 1. I årene 1983 - 1985 var Torben Nielsen træner, og i 1984 og 1985 havde vi serie 1 og serie 3. 1986 markerede et vendepunkt for damefodbolden i KFUM. Naboklubben SB havde gjort et spagfærdigt forsøg på at starte damefodbold, men uden at det rigtigt vandt indpas. Vi fik træneren, Jan Kim Hansen til KFUM, og med sig tog han flere af spillerne. Denne tilgang bevirkede at vi fik et meget stærkt hold, og resultatet blev ikke bare oprykning, men også et Jysk mesterskab i serie 1. De følgende år var førsteholdet flere gange lige ved at rykke op fra Jyllands­serien, men uden held. I 1988 blev an­detholdet kredsvindere i serie 2, og rykkede dermed op i serie 1, hvor det har været siden. Samtidig blev der tilmeldt endnu et hold; således at vi nu også havde et se­rie 3 hold.

Fra 1990 overtog en gammel kending træningen af førsteholdet, nemlig Per Baltzer. Holdet spillede meget stabilt sæsonen igennem, og det lykkedes for første gang at rykke i Danmarksserien. Danmarksserien var på det tidspunkt den næsthøjeste række i landet, og det viste sig at være for stor en mundfuld, så opholdet blev kun på en enkelt sæson. Op til 1992 sæsonen skete der et gene­rationsskifte, og det var et meget ungt hold der spillede i sæsonen 1992. Efter et forrygende efterår, der blev forlænget med to kvalifikationskampe, lykkedes det imidlertid holdet at sikre sig tilba­gevenden til Danmarksserien. At holdet er meget talentfuldt understreges af, at to af spillerne (Charlotte Dahl og Lene Jensen) i 1992 blev nordiske mestre med U-16 landsholdet, og senere blev udtaget til U-20 landsholdet.

I jubilæumssæsonen kan vi således præstere Danmarksserie, serie 1 og se­rie 3, hvilket er meget fornemt. Første­holdstræningen varetages fra 1993 igen af Jan Kim Hansen, der dog nu hedder Jan Engeman.

Old Boys
Hver mandag året igennem, mødes er flok friske ældre gutter, og spiller fod bold. Old Boys afdelingen er en institution i klubben, og mange af disse gutter har vi andre meget at takke for.
Det er en fornøjelse, at folk som Jorn Malling, Knud Trier, Finn Saaby og alle de andre, stadig gider at spille, og stadig gider at tage et nap med.

Kun når man også har spillere i den kategori er ringen sluttet, og man kan sige at man har en »hel« klub.

Tak til:
Leo Henriksen
Bent Kruse
Finn Saaby
For teksten og billeder fra "Silkeborg KFUM idrætsforening 60 år."